Refugieprogram
Nænsomt flow – vinterretræte
KROP – RO – NÆRVÆR
VELKOMMEN IND I VINTERENS RO
Vinterens stemninger inviterer os til stilhed og dybde. I årstidens mørke vender vi opmærksomheden mod det lys, der er inde i os selv og fokuserer på, hvordan vi kan tage vare på det og give det næring.
Vinterretrætens programdage har det nænsomme flow i centrum, langsomheden, det blide og dvælende som grundrytme.
I bevægelsespraksissen QiGong går vi ikke helt i stå, men fordyber os i fordybelsen og finder et langsommere flow ved at bevæge os og lade os bevæge meget stille med nærvær og ro.
I de rolige bevægelser i QiGongens flow nærer vi vores lys og lader vores energier op til det snarlige forår.
Hen over programdagene søger vi at finde og mærke vores kroppes naturlige væren. Hvordan får vi kroppens eget flow i tale? Hvordan kan vi etablere et bedre forhold til vores krop i tanke og i følelse og mærkbarhed?
Gennem QiGong, meditation og blide bevægelsesøvelser guides der i gode bevægelsespraksisser – ligesom vi samtidig får skabt rum og refleksioner ud fra dagenes oplæg, om måder vi forholder os på i forhold til os selv og vores krop.
Plads til at være langsom, til ro og fordybelse. Tid til eftertanke og til at falde ind i refugierytmen. Nyd desuden Refugiets skønne rammer med skønne værelser, roen i pejsestuen og køkkenets gode mad. Foruden de stemningsfulde omgivelser og gode muligheder for vandringer i vinterlandskabet nær det gamle kloster, kirken og i naturen omkring Brede å.

Ane Mette Dam, helhedsorienteret fysio-, natur-, kognitiv terapeut og underviser i QiGong og mindfulness meditation, er programmets vært.

Løgumkoster Refugium har indgået samarbejde med Ældre Sagen. Som medlem af Ældre Sagen har du mulighed for at tilmelde dig Refugiets programmer med en rabat på 10% - læs mere HER
/decembersne_09_066.jpg)
