Refugieprogram
Samtaleretræte om julen – med Lene Højholt og Anders Laugesen. Få pladser!
VELKOMMEN TIL JULESAMTALERETRÆTE
Mit hjerte altid vanker i Jesu føderum,
did samles mine tanker
i deres hovedsum;
dér er min længsel hjemme,
dér har min tro sin skat,
jeg kan dig aldrig glemme,
du søde julenat
Disse ord fra Brorsons salme kunne være overskriften på retrætens indhold.
Vi vil i løbet af dagene forsøge at samle sind og tanker om Jesu føderum, både om de fysiske omstændigheder, men først og fremmest om det hjerterum, det spejler og kan åbne i os. ’Samtale’ vil spille en væsentlig rolle på retræten. Igennem den kan vi hjælpe hinanden med at finde udtryk for det, der er vanskeligt at rumme. Der vil være samtaler mellem Anders Laugesen og Lene Højholt, samtaler imellem dem og deltagerne og samtaler imellem deltagerne indbyrdes.
Udover samtaler vil der være små meditationer, tekster, billeder, salmer og musik, som vi sammen forbereder os til at gå ind i julen med. Vi vil dvæle ved julens teologiske indhold om Jesu inkarnation, men også i de personlige julefølelser og -sansninger.
De bibelske tekster, det apokryfe Jakobs Forevangelium, men også mere folkelige fortællinger og billeder vil blive inddraget. Julens mange symboler, som vi knytter os til i vores søgen ind imod den dybere julevirkelighed, hører også med: Juletræ, julekrybber, juleikoner, lys, engle, gaver, mad, fællesskab – alt sammen udtryk for en længsel og en søgen, som mange bærer med sig. Hvordan kan symbolerne være en hjælp til at møde og forstå julens under.
På retræten vil der hver dag være nogle timers stilhed med tid til personlig fordybelse og eftertanke.
OBS. Få pladser tilbage!
Lene Højholt, præst, forfatter og cand.mag. i kristendomskundskab, kunsthistorie, psykologi; Anders Laugesen, cand.phil. i kristendomskundskab og journalist på DR og foredragsholder

Løgumkoster Refugium har indgået samarbejde med Ældre Sagen. Som medlem af Ældre Sagen har du mulighed for at tilmelde dig Refugiets programmer med en rabat på 10% - læs mere HER
