Refugieprogram
Det Grænseløse Vesten – sommerstævne
GRÆNSE - STÅSTED - FRIGJORT
VELKOMMEN TIL DAGE OM DET FRIGJORTE VESTEN OG FRIHEDENS GRÆNSER
Det moderne Vestens historie, og således også den moderne danmarkshistorie, er en frigørelsens fortælling. Et mangehovedet brud med normer, traditioner og en overskridelse af grænser i kampen for individets frihed og udfoldelsesmuligheder. Valgfrihed, individualisme, globalisering.
Men hvad sker der, når alle grænser opløses – og friheden mister sit fundament? Hvor går vi mennesker hen, når båndene til fællesskabet, stedet, ja det almene og fælles, kappes?
Hen over tre skønne sommerdage på Refugiet kaster vi – gennem foredrag, debat og refleksion – kritiske blikke på livet i det 21. århundredes Vestens samfund. På en moderne kulturs mennesker, der kæmper med at finde positiv mening i alt det valgfrie og som får stadig sværere ved at knytte forbindelse til de andre, frie omkring dem. Her spørger vi aktuelle kulturtænkere og debattører: Hvordan kan vi genvinde de fælles ståsteder og folkelige fortællinger, der på én gang binder og frigør?
I sit foredrag både undersøger og opfordrer historiker Christian Egander Skov, aktuel i 2026 med bogen 'Folkeligt skal alt nu være’, til en revitalisering af det folkelige i en tid, hvor kulturel sammenhængskraft og forbindelseslinjerne på tværs af samfundet forvitrer i en kultur præget af forskelle og kampe mellem elite og ikke-elite. Hvordan kan alle vi, individualiserede enkeltstående, igen finde samling og meningshorisont i et folkeligt projekt og en fælles tilværelsesforståelse, der kan give orientering? Hvordan kan vi gentænke det almene, fælles i en tid, hvor forskellene dyrkes? Og hvad betyder de fortsatte debatter om danskhed?

Kasper Støvring, debattør, litterat og forfatter til en række bøger bl.a. 'Sammenhængskraft' og ’Breve fra provinsen’ fortæller om stedets og hjemmets betydning i globaliserings tidsalder. Midt i det verdensomspændende grænseløse føler mange sig ensomme og rodløse. De mangler et sted, hvor de hører hjemme. Steder er dér, hvor vi knytter bånd og vinder erfaringer og forankring – som lokalsamfund, familien, skolen, kirken, forsamlingshuset. Afgrænsede steder, hvorom vi kan sige: ”De er vores”. Vi kan ikke bo globalt, kun lokalt.
Og så giver en af dansk litteraturs store forfattere, kulturkritikere og grænsegængere, Suzanne Brøgger, et perspektiv på den konservative kritik af det grænseløse i kulturen og ”sædernes forfald” i tidsånden. Gennem en litterær samtale udfolder hun sit syn på det blandingsprodukt, en ”Mischling”, som den vestlige kultur og Europa altid har været det. Med udgangspunkt i sit forfatterskab, ikke mindst sin nyeste roman 'Mischling' (2025) peger hun på litteraturen som gemmested for friheden og kulturelt fristed, hvor vi kan besinde os på det faste og flydende i vores europæiske tradition.
Bo Heimann, forfatter til bogen ’Hjemsøgt 1925-2025’, tegner forbindelseslinjer fra vores kriseramte og forvirrende nutid tilbage den europæiske mellemkrigstid. En tid præget af politisk radikalisering, økonomisk ustabilitet og ulighed, hvor kønsroller og sociale hierarkier blev vendt på hovedet og hvor der blev søgt efter stærke mænd og endelige opgør. I dag befinder de europæiske lande befinder sig atter i en politisk, økonomisk og kulturel krise. Siden Berlinmurens fald har liberalismen dikteret globalisering, centralisering og privatisering, en proces, mange borgere føler sig svigtede i, og som nok engang gør højrefløjens partier til alternativer. Hvad kan vi lære af historien og forstå om tidsånden, vi lever i?
Professor i litteratur, Anders Ehlers Dam, stiller skarpt på den verdensberømte franske forfatter og enfant terrible, Michel Houellebecq, der som få af nutidens skønlitterære forfattere formår at hudflette det vestlige menneskes ufrihed midt i alt det lyststyrede og valgfrie, frigørelsen har givet og er endt i. Er Vesten og dens mennesker ved at gå til grunde spørger vi med Houellebecq og hans spidende, morsomme og kulturkritiske forfatterskab?
Endelig giver en af dansk litteraturs store forfattere, kulturkritikere og grænsegængere, Suzanne Brøgger, perspektiv på den konservative kritik af det grænseløse i kulturen og ”sædernes forfald” i tidsånden. Gennem en litterær samtale udfolder hun sit syn på det blandingsprodukt, en ”Mischling”, som den vestlige kultur og Europa altid har været det. Med udgangspunkt bl.a. i essaysamlingen 'På Væggen' og i sin nyeste roman 'Mischling' (2025) peger hun på litteraturen som gemmested for friheden og kulturelt fristed, hvor vi kan besinde os på det faste og flydende i vores europæiske tradition.
Jazz-duoen Nicolaj Aamand (klaver) og William Frøland (kontrabas) fra jazz-ensemblet Stedsans lægger toner til de følelser af frihed og stedsbundethed, som vi nutidens grænseløst frigjorte tidsalder erfarer som både lykke og ulykke.
Sommerdage i et Danmark og i en vestlig kulturunder forandring og i søgen på en ny slags forankring.

Christian Egander Skov, historiker og forfatter; Anders Ehlers Dam, professor på Europauniversität Flensburg; Kasper Støvring, debattør og forfatter; Bo Heimann, journalist og forfatter; Suzanne Brøgger, forfatter og debattør
Programværter: Jørgen Demant, fhv. præst og projektmedarbejder i FUV; Michael Kruse Nielsen, programkoordinator på Refugiet

Foto SB (Fotograf: Sofia Runarsdotter) / stort foto Christian Egander Skov (Michael Drost-Hansen)
Løgumkoster Refugium har indgået samarbejde med Ældre Sagen. Som medlem af Ældre Sagen har du mulighed for at tilmelde dig Refugiets programmer med en rabat på 10% - læs mere HER
/Suzanne_Brøgger_-_Kopi.jpg)
