Refugieprogram
Sønderjyllandstur – Middelfart, Erritsø, Fredericia og Taulov
OPLEVE - GLÆDE - NYDE
VELKOMMEN TIL EN SØNDERJYLLANDSTUR – MED OPHOLD PÅ LØGUMKLOSTER REFUGIUM
Løgumkloster Refugium er det rolige udgangspunkt og Sønderjyllands kultur er i centrum, når Refugiet inviterer til sønderjyllandstur. Dagene byder på udflugter i landsdelens øst og vest, foredrag om den sønderjyske kultur og natur, sangaften, besøg i Løgumklosters Kunsthal Holmen og ved byens nyrestaurerede Klokkespil m.m.
Her bliver du kørt i en komfortabel, moderne bus lige til døren og hjem igen efter en række gode dage med masser af refugieliv og atmosfære. Opsamlingsstederne er Middelfart, Erritsø, Fredericia og Taulov.
Årets heldagstur tager os østpå til Årø, en ø-perle i Lillebælt ved Haderslev Fjord. På vejen gør vi hold ved Starup Kirke og August Wilckens smukke kalkmalerier, og i Årøsund spiser vi frokost på det idylliske badehotel fra begyndelsen af 1900-tallet. Herfra tager vi færgen til Årø og oplever i traktorbus en guidet ø-rundfart ud i Årøs natur og kultur, og slutter med kaffe og kage ved den lille færgehavn.
På årets eftermiddagstur oplever vi Vesteregnen nær Vadehavet. Her besøger vi den maleriske Randerup Kirke, hvor H. A. Brorson voksede op og siden blev præst og salmedigter. Langs vadehavskysten fortsætter vi til den dramatiske Trøjborg Slotsruin, et middelalderslot fra 1300-tallet med en historie eller to at fortælle, og drikker vores eftermiddagskaffe på hyggelige Trøjborg Hovedgård.
Dage byder således på både kulturelle oplevelser og tid til at blot at være og nyde Refugiets ro og rytme i dets behagelige rammer. Mulighederne for at mærke den stemningsfulde morgensang i Kapitelsalen og aftensang i den gamle Løgumkloster Kirke. Sommervejret i refugiehaven og hyggen i Pejsestuen. Turdagene er det gode selskab og fællesskab. Og køkkenets altid gode, hjemmelavede mad og hjemmebag. Kort sagt: Refugieliv og -atmosfære.
OBS! Vi gør opmærksom på, at man skal være helt selvhjulpen for at deltage på turen. Løgumkloster Refugium stiller ikke hjælpe- eller plejepersonale til rådighed for gæster.
Turledere: Astrid Rahbek, T: 2976 1504 og Lisbeth Bro, T: 2929 4101
Forsidebillede Årø udlånt fra: VisitHaderslev (fotograf: Flying October)
/Årø_færgen.jpg)
