Refugieprogram
Kunstophold med besøg på Kunsthal Holmen
FORKÆL DIG SELV OG FÅ RO TIL AT OPLEVE KUNSTEN OG LØGUMKLOSTER REFUGIUM
Har du langt til Løgumkloster og trænger du til ro og forkælelse, er der mulighed for at booke et særligt Holmen-ophold her på Løgumkloster Refugium til en favorabel pris for en overnatning på udvalgte datoer – opholdet inkluderer ubegrænset og fri entré i kunsthallens åbningstid mellem kl. 13.00 og 17.00. Fra d. 12. april til 17. august 2025 vises særudstillingen "Billedesamtaler" med værker af Peter Brandes - læs mere om den spændnede udstilling her
Værelset er til rådighed fra kl. 14.00, og prisen inkluderer kaffe og kage ved ankomst, aftensmåltid, aftenkaffe med småkager, overnatning i skønt værelse, morgenbuffet og frokost.
Refugiet er bygget sammen med Løgumkloster Kirke, der blev grundlagt som et cistercienserkloster i 1200-tallet. Gennem en glasgang går man over til den tidligere klosterkirke med den vidunderlige kapitelsal og charmerende dormitorium – her kan man tydeligt fornemme klosterstemningen. Løgumkloster Kirke anses for at være blandt de skønneste og betydeligste kirkebygninger fra Danmarks middelalder.
Refugiet har 47 værelser, som alle er indrettet med klassisk Børge Mogensen design. Værelserne er centreret omkring en have. Refugiet er bygget til både egen fordybelse og til fællesskab. Der er store skriveborde på værelserne og skønne fællesrum, pejsestue, bibliotek, samlingssal, havesal og spisesal.
Har du appetit på at se mere kunst efter at have oplevet udstillingen i kunsthallen, vil det være oplagt at kombinere et Holmen-ophold med besøg på fx Tønder Kunstmuseum, Emil Nolde Museet i Seebüll (blot 30 km syd for Løgumkloster), Mikkelberg ved Hattstedt, Ribe Kunstmuseum, Esbjerg Kunstmuseum, Vejen Kunstmuseum, Trapholt i Kolding eller Augustiana ved Sønderborg.
Udover Kunsthal Holmen har skønne Løgumkloster mange andre seværdigheder at byde på. Markant i byen står omtalte klosterkirke, og dertil det store Kong Frederik IX’s Klokkespil – Løgumkloster er et af de fire steder i verden, hvor man kan uddanne sig til klokkenist. Middelalderhaven ved Løgumkloster Højskole skal også fremhæves. Haven formidler planter og viden om klosterhaverne i middelalderen og inspirerer samtidigt til nye måder at dyrke sin have på med en skovhave, permakultur og økologiske dyrkningsprincipper. Lidt syd for byen finder man Krigsfangegravene fra Første Verdenskrig – en tid hvor Løgumkloster var en del af Det Tyske Kejserrige og længere mod nord den store gravhøj Vongshøj, hvor der også er et tårn med en fantastisk udsigt over dele af Sønderjylland. Danmarks største stykke urørt skov kan via to vandreruter opleves lidt øst for byen i Draved Skov, og godt 20 km mod vest ligger Nationalpark Vadehavet med vidtstrakte vidder og uendeligt højt til himlen. Her danner marsklandet lærred for det forunderlige naturfænomen sort sol.
Se meget mere om seværdigheder og begivenheder på Visit Rømø & Tønders hjemmeside
Som en del af opholdet kan du deltage i den stemningsfulde morgensamling og aftensang i Løgumkloster Kirke.
Ellers er dagene er uden program med god tid til fordybelse.
I prisen er inkluderet fuld forplejning.
Ønsker du ekstra døgn kan de tilkøbes til 795 pr. døgn inkl. fuld forplejning.
Holmen-ophold er et samarbejde mellem Kunsthal Holmen og Løgumkloster Refugium.
Læs mere om Kunsthal Holmen her
/Peter_Brandes_udstilling.jpg)