Refugieprogram
Broderi – sortsyning
TID – LANGSOMHED – HÅNDVÆRK
VELKOMMEN!
Sortsyning eller ”Black Work” er en ældre broderform. Sort brodergarn syet på fint hvidt hørlærred over talte tråde. De klassiske broderiteknikker vidner om tidligere tiders ædle håndværk. En kunnen og en viden, der med den i disse år fornyede interesse for broderi nu genopdages og bæres videre.
Dagene består af kursus i havesalen med grundig gennemgang af de forskellige sy-teknikker, fællesskab omkring arbejdet med materialet. Stilhed og fordybelse. En sjælden mulighed for at være i kroppen og skabe med hænderne. Glæd dig til nogle hyggelige dage på Refugiet under kyndig vejledning af erfaren broderiunderviser, Elin Berthelsen.
Der er udfordringer for både den let øvede og den garvede brodøse.
Udover broderiet er der, hvis man kan løsrive sig fra syningen, rige muligheder for at nyde Refugiets skønne rammer med hyggelige værelser, pejsestuens ro og køkkenets gode mad. Foruden de stemningsfulde omgivelser nær det gamle kloster, kirken og naturen omkring Brede å.
Dagene ledes af Elin Berthelsen, brodøse.
www.elinsbroderier.dk
Elin er uddannet på Skals Håndarbejdsskole. Hun har udgivet 2 broderibøger ‘Broderier og nostalgier nr. 1’, og ‘Broderier og nostalgier nr. 2’. Hun har siden 2007 været selvstændig med butik og kursusvirksomhed.
Ønsker du en ekstra overnatning inkl. fuld forplejning før eller efter programmet, er der mulighed herfor til en særpris på kun på 795 kr. pr. person.
/Sortsyning_(002).jpg)
