Refugieprogram
Salmer til tiden – dansk salmedigtning i 50 år
SANG - GLÆDE - FORNYELSE
VELKOMMEN TIL DAGE MED SALMEÅND!
Salmedigtning og salmesang hører til den danske kulturarv, hvor Grundtvig og Brorsons ordbilleder, Laub og Weyses melodier vækker klang og genklang.
Gennem århundrederne er vores salmetradition båret videre og blevet fornyet, for salmen er den tidløse ytring, der bringer menneskets livsvilkår, kristne trosforhold og taknemmelighed i samstemmighed.
Over tid får salmesproget naturligt nye ord og toner – i takt med at vores forståelse og fornemmelse for det gådefulde, ophøjede og mirakuløse i hverdag og verden forandres.
Hen over salmedage på Løgumkloster Refugium tager vi livtag med den moderne salmedigtning. Vi synger og hører os nærmere ind på en række af de seneste 50 års nyere salmer, og vi sætter nutidens salmedigtere og komponister stævne med spørgsmålet: Hvad gør en salme i dag?
Komponist Aksel Krogslund Olesen, fortæller historien om Løgumkloster som arnested for salmedigtningen i 1970’erne og frem i Jens Rosendal, Peter Møller og Holger Lissners salmer, ligesom vi hører om Aksels eget frugtbare musikalske samarbejde med nogle af tidens store salmedigtere, Lisbeth Smedegaard Andersen, Inge Hertz Aarestrup og Steen Kaalø..
Den populære salmedigter Iben Krogsdal fortæller om ledetråden i sine salmer: at det største i livet er gådefuldt, og at tro er troen på det utrolige. En forundrings-dimension, vi i dag næsten har glemt, men som vi måske i salmens sanselighed, poesi og toner kan genskabe forbindelsen til.
Hans Anker Jørgensen, præst og salmedigter gennem halvtreds år, besøger os til et foredrag om sine mange salmer bl.a. i Den Danske Salmebog – og om den livets kostbarhed og radikale givethed, salmerne kredser om. Hvordan synger vi både indigneret og forsonet om livets pris i den kristne fortælling?
Benedicte Hammer Præstholm og Christian Præstholm, salmedigter og præst hhv. komponist, fortæller gennem deres fælles salmedigtning og kompositioner om kunsten at skabe salmer, der taler til og op mod tiden og traditionen.
Søndag aften skal vi opleve salmekorsang i munkenes gamle sovesal, Dormitoriet, når det Løgumkloster-baserede ensemble Jørlau giver en koncert med en række moderne salmekompositioner som udgangspunkt.
Sognepræst Simon Emil Koefoed både afrunder og peger fremad med et oplæg om at skrive og komponere salmer for børn. Hvordan formidler vi det kristne håb og troen på det højeste i børnehøjde? Vi hører med – og synger selv.
Vi ser frem til dage med glæden, salmen og sangen i centrum.
Medvirkende: Iben Krogsdal, forfatter og salmedigter; Hans Anker Jørgensen, salmedigter og fhv. præst: Benedicte Hammer Præstholm, sognepræst og salmedigter; Christian Præstholm, organist og komponist, Aksel Krogslund Olesen, musiker og komponist; Simon Emil Koefoed, sognepræst og salmedigter; Jørlau-ensemblet ved korleder Tinebeth Hartkopf, sangpædagog hos Løgumkloster Kirkemusikskole
/Forside.jpg)
